FAQ

Ofte stillede spørgsmål og gode råd

Ofte stillede spørgsmål

For at forebygge, eller i hvert fald mindske, angst i forbindelse med nytårsskyts, følger her et par gode råd:

  • Udviser din hund, kat eller mindre kæledyr tegn på angst i forbindelse med nytårsskyts, så kontakt os her på klinikken for gode råd, vejledning og hjælp til en individuel behandlingsstrategi for netop dit dyr. Nogle præparater skal opstartes allerede så tidligt som i slutningen af november, for at de kan nå at opbygge maksimal angstdæmpende effekt, så vær ude i god tid.
  • Er din hunds angst så udtalt, at den har behov for receptpligtig, beroligende medicin, så vær opmærksom på, at vi skal have tilset den indenfor de seneste tre måneder.
  • En hund på beroligende medicin må aldrig efterlades alene. Hunden vil være mindst angst i det miljø, den færdes i til daglig. Skal I holde nytårsaften et andet sted, skal hunden med, hvis den er på beroligende medicin.
  • I dagene op til, efter, og selvfølgelig på selve nytårsaften, bør hunden trættes med fysisk aktivitet. Gå lange ture med din hund, men undgå områder hvor der bliver skudt fyrværkeri af. Hunden bør luftes i snor, så den ikke løber bort, hvis der skulle komme en uventet lyd.
  • Undlad at fyre bordbomber eller lign. af, i det rum hunden opholder sig.
  • Undlad fyrværkeri i umiddelbar nærhed af huset, informer gerne naboer og deres børn om hundens frygt, og bed dem tage hensyn.
  • Træk gardinerne for vinduerne, så blitz og lysglimt holdes ude. Hvis hunden er angst, kan den nemt blive angst for andre ting i forbindelse med fyrværkeri.
  • Vær opmærksom på, at din hund ikke nødvendigvis har det bedst i det rum, du og din familie opholder dig/jer i.
  • Angste hunde må under ingen omstændigheder tages med udenfor, hvis der skydes fyrværkeri af.

Godt nytår!

Indenfor de seneste år er fransk hjerteorm (Angiostrongylus Vasorum) og rævens lungeorm (Crenosoma Vulpis) blevet meget udbredt på Sjælland. Vi har diagnosticeret flere lokale hunde med hjerte- eller lungeorm. For begge parasitter gælder, at larver frigives med hundens afføring. Snegle er den typiske mellemvært, og fra dem frigives det udviklingsstadie af ormen, som inficerer hunden. Spredningen kan således modvirkes ved at samle afføring op efter hunden.

Symptomer
Symptomerne på hjerte- og/eller lungeorm er typisk tør hoste, motionsintolerance (hunden kan ikke være så aktiv som før), hurtig vejrtrækning og nogle gange nedsat appetit. Udover de synlige kliniske symptomer, kan der ses øget blødningstendens, påvirket hjertefunktion, blodmangel og i slemme tilfælde pludselig død ved infektion med fransk hjerteorm. Hvis din hund hoster eller virker træt, er det en god ide at få den undersøgt for hjerte- og lungeorm.

Diagnosticering
Begge infektioner kan diagnosticeres ved at foretage en såkaldt Baermann test på hundens afføring. Det anbefales at samle afføringsprøver fra 3 på hinanden følgende dage. Herpå indleveres prøverne på klinikken til undersøgelse for parasitter.

Det er vigtigt, at prøverne opbevares ved korrekt temperatur (2-8 grader) indtil de kan afleveres på klinikken. Prøverne behøver ikke blive nummereret. Desuden bør man undgå at få græs, jord, blade m.v. med i prøven – der skal blot bruges en mængde, som cirka svarer til en valnød (med skal) fra hver dag. Se en udførlig guide til indsamling og opbevaring af afføringsprøver her.

Det anbefales at hunde med risikoadfærd (dvs. indtag af snegle, græsspisning, ophold i højrisikoområde m.v.) undersøges forebyggende hvert halve år, f.eks. forår og efterår.

Hvis hunden er positiv, bør den tjekkes igen, når behandlingen er afsluttet, for at sikre at hunden ikke længere er inficeret, samt igen 3 måneder senere.

Behandling og forebyggelse
Efter diagnosticering af hjerte-/lungeorm behandles hunden med ormemiddel over en længere periode. Efter behandling anbefales det at teste hunden igen for at sikre, at behandlingen har virket. Hunden bør holdes i ro under behandlingsperioden. For enkelte hunde kan det være nødvendigt med støttebehandling i kortere eller længere tid.

Da begge parasitter spredes via afføring bør man samle afføring op efter sin hund.

Intakte (ikke-steriliserede) hunkaniner har op mod 80% risiko for at udvikle kræft i livmoderen inden de fylder 5 år. Da kaniner kan blive omkring 10 år gamle, er livmoderkræft dermed en hyppig dødsårsag hos intakte hunkaniner. Vi anbefaler derfor sterilisation, så snart kaninen nærmer sig kønsmodning (omkring 4-6 måneders alderen).

Både hun- og hankaniner har en meget høj kønsdrift og forplantningsevne. Da de samtidig er udprægede flokdyr og har glæde af at gå sammen, er det derfor en nødvendighed at få dem neutraliseret (kastreret/steriliseret) – især hvis der er tale om kaniner af forskelligt køn. Men selv hvis man udelukkende har kaniner af samme køn, anbefaler vi også, at de bliver neutraliseret, da det fjerner deres kønsdrift, som ellers både kan lede til stress og uhensigtsmæssig adfærd i form af aggression mod andre kaniner eller ejer. Har man indekanin, letter det også renlighedstræningen at få den neutraliseret.

På selve operationsdagen skal kaninen indlægges fra morgenstunden. Den skal have en lille madpakke med hjemmefra i form af hø, vandskål eller drikkeflaske, samt nogle af sine yndlingssnacks. Kaniner må IKKE faste.

Ved sterilisation og kastration skal kaninen i fuld narkose. Kaninen bliver barberet i et lille område på øret, så der kan lægges et ørevenekateter.

På hunkaninerne fjernes både livmoderen og begge æggestokke via et lille snit i maven. Snittet lukkes igen med indvendige sting, som opløser sig selv, og såret vil være fuldt ophelet efter ca. 10 dage.

På hankaninerne kan man foretage kastration enten via to små snit på pungen, via et lille snit lige over pungen eller via et lille snit gennem bugvæggen som på hunkanin. Her på klinikken anvender vi fortrinsvist kastration på pungen, hvor hver testikel fjernes gennem et lille snit på hver side af pungen. Huden lukkes med et enkelt sting, som opløser sig selv, og også her forventes fuld opheling efter ca. 10 dage.

Efter operationen skal der gives smertestillende hjemme de kommende dage, og første dosis gives allerede samme aften. Det er vigtigt at fortsætte med det smertestillende, indtil der igen er normal appetit og afføring, da kaniner ikke tåler, at deres mave går i stå. Det er en god idé at holde fordøjelsen i gang ved at supplere med flydende næring i form af Critical Care, indtil kaninerne spiser normalt igen.

Giardia er en lille encellet tarmparasit, som kan smitte hunde, katte og andre pattedyr, herunder også mennesker. Giardia er altså en såkaldt zoonoze, dvs. en sygdom, som kan inficere både mennesker og dyr.


Smittevej

Giardia-cyster/æg udskilles i afføringen fra smittede dyr, og overføres til det næste dyr, hvis dyret kommer kontakt med vand, jord eller andet i miljøet, som er forurenet med afføringen indeholdende Giardia-cysterne. Giardia kan altså ikke smitte ved direkte kontakt hund-til-hund eller kat-til-kat. Giardia-cyster kan overleve i månedsvis i miljøet, særligt i køligt og fugtigt vejr.


Symptomer på Giardia

Symptomerne på giardiasis kan variere fra helt milde forstyrrelser i mave-tarmkanalen, såsom lind afføring, til alvorlig, blodig diarré med livstruende dehydrering. Som oftest vil hunden ikke have opkast og feber, og appetitten er sjældent påvirket. Sidst men ikke mindst, så vil et antal af smittede dyr fungere som såkaldt symptomløse smittebærere; dvs. at de har (og kan sprede) infektionen, uden selv at have kliniske symptomer.

Der går ca. en uge, fra hunden er blevet smittet, og til de kliniske symptomer indtræde. Symptomerne vil oftest være mest udtalte hos unge hvalpe.


Diagnose og behandling

Diagnosen stilles ved at undersøge en afføringsprøve fra dyret. Prøvesvaret vil som regel foreligge indenfor 1-3 dage.

Behandling af Giardia består dels af medicin, men i lige så høj grad af forskellige hygiejnetiltag for at undgå reinfektion. Foruden god håndhygiejne efter omgang med dyret, anbefales det at vaske bagende og faner på dyret, for at vaske eventuelle Giardia-cyster ud af pelsen. Desuden er rengøring og desinfektion af dyrets nærmiljø vigtigt.

Der findes ikke nogen vaccine til forebyggelse af Giardia, men prognosen fo, at dyret bliver rask med den rette behandling og gennemgribende hygiejnetiltag, er som regel god.

Hunde og katte kan i relation til ej frembrudte tænder få cyster i kæben.

Der finder 3 forskellige former for kæbecyster, og hos hunde og katte er de såkaldte “dentigerous cysts”, eller follikulære cyster, den mest almindelige. Definitionen på en “dentigerous cyst” er en væske-fyldt cyste omkring kronen på en ufrembrudt tand.

Årsagen til dannelsen af en cyste skal findes i den fysiologiske proces, som sker under tandskiftet fra mælketænder til blivende tænder. Den blivende tand ligger inden frembrud omkranset af en form for sæk nede i kæben. Normalt brydes denne sæk under tandfrembruddet. Ved manglende frembrud brydes denne sæk imidlertid ikke, og der kommer en afskalning af celler i hulrummet af sækken, hvilket skaber et osmotisk tryk. Det ændrede tryk hiver væske ind i sækken, og skaber således en væskefyldt cyste. I takt med at cysten vokser sig større og større, vil det omkringliggende knoglevæv og de tilstødende tandrødder svinde ind. Ovenstående gælder dog ikke i alle tilfælde, da man indimellem også kan se, at tanden og sækken ligger latent i kæben eller at tanden absorberes.

Manglende frembrud af en tand kan enten skyldes udviklingsmæssige problemer med den fysiske barriere, som tanden skal bryde igennem, eller manglende kræfter til selve frembruddet. Brachycephale (fladsnudede) racer er i overtal, og problemet ses ofte i begge sider af munden. Tilstanden ses hyppigst i den første præmolar (dvs. tanden lige bag hjørnetanden, også kaldet P1).

Lidelsen er ifølge litteraturen ikke smertefuld, med mindre cysten bliver inficeret. Vi har dog personligt oplevet flere hunde, hvor ejer har kunnet se og mærke en tydelig forandring i hundens almentilstand og humør, efter behandling af cysterne.

Mistanken om en cyste kommer, når en hund mangler en eller flere tænder, og den endelige diagnose stilles ved hjælp af røntgen og histopatologi. Grundet udtynding af knoglen kan frakturer i yderste konsekvens forekomme.

Behandlingen består i ekstraktion af den ufrembrudte tand samt fjernelse af cystevævet. Ved store cyster kan det være nødvendigt at fylde hulrummet med knogleopbyggende materiale. Det anbefales at tage kontrolrøntgenbilleder efter 2-4 måneder for at sikre at vævet heler som det skal.

Vi anbefaler alle unghunde, at komme til det såkaldte “unghundetjek” mellem 6 og 9 måneder. Her vil dyrlægen bl.a. undersøge, om hunden har fuldt frembrudt tandsæt. Hvis ikke, anbefales det at få foretaget evt. forebyggende behandling. Denne forebyggende behandling består i at hjælpe tanden fri, eller af ekstraktion af tanden, afhængig af dens placering i kæben.